
Ej blot til lyst...
Scenekunst og performance set fra den anden side
Se billeder fra enkelte forestillinger her
​
Instruktør, manuskriptforfatter, regissør, scenograf,
stylist... kært barn har mange navne
På scenen er børn, unge og voksne amatører med talent i maven. Bag scenen er jeg. Jeg er omgivet af dygtige, passionerede og engagerede hjælpere, musikere, sminkører, dansere og ildsjæle. Men processen, idéerne, tankerne og det overordnede ansvar for produktionen er mit.
Det er et krævende og vanvittig udfordrende og helt forrygende job. Fra den første dag hvor håbefulde unge dukker op, med knuder i maven og en uopdaget sangstemme... til den dag hvor tæppet går, hvor knuderne er erstattet af sommerfugle, orkesteret er smurt, kostumerne, scenen, lyset er på plads og salen er fyldt med et forventningsfuldt publikum.
Kulminationen på måneders arbejde er en helt særlig oplevelse, men processen og turen derhen, den sidder fast og forankrer sig i mig og i de unge som er involveret, og det er den process der er altafgørende for at jeg bliver ved med at brænde for at give publikum og de involverede en festlig og forrygende oplevelse.
​
​
Det er blevet til en del forskellige opførelser og
forestillinger gennem årene.
Fælles for dem alle er at jeg forsøger at sætte mit personlige præg på hver enkelt.
​
2011 Jul i Nødebo Præstegård - Teaterhuset RamaZang
2012 Et juleeventyr - Teaterhuset RamaZang
2013 Alice I Eventyrland - Teaterhuset RamaZang
2014 Grease - Nordfyns Ungdomsskole - I et nedlagt mejeri
2014 Bugsy Malone - Nordfyns Ungdomsskole - På en nedlagt skole
2015 Brødrene Løvehjerte - Nordfyns Ungdomsskole - I et mejeri
2016 Snedronningen - Nordfyns Ungdomsskole - I Borgerhuset
2017 Annie - Nordfyns Ungdomsskole - På Søndersø Skole
2018 Hairspray - Nordfyns Ungdomsskole - På Kulturhuset Støberiet
​
​
Hvert år laver jeg også sommerteater, én uge med ca 25 børn fra 4. klasse - 9. klasse, hvor de afslutter med en forestilling om fredagen. I løbet af ugen når vi at bygge scene, lave kostumer, øve sange og danse og i det hele taget lave en fuldt færdig forestilling.
​
2013 Ronja Røverdatter
2014 Løvernes Konge
2015 Peter Pan
2016 Robin Hood
​
Hvis man ikke har rammer, må man skabe dem...
Nordfyns Ungdomsskole, hvor jeg har lavet de fleste musicals, har ikke sit eget sted, og dermed heller ikke sin egen scene. Til gengæld er der en hel del nedlagte ubenyttede bygninger i kommunen. Jeg har været så heldig at få lov at låne nogen af dem og omdanne dem til egnede scener, blot for en stund.
​
At "flytte ind" i en forladt bygning, er en proces helt for sig, ved siden af selve teaterproduktionen. Det har været utroligt spændende at skifte rammerne ud ved hver enkelt forestilling, men også en kæmpe udfordring.
​
​
​








